onsdag den 2. februar 2011

Tyskland, tatovering, told og skat

Lige nu bliver der malet stil den store guldmedalje i det lille atelier på Eskebæk.
2. uge i februar bliver Lottes billeder hentet, og fragtet til Frederikshavn for at blive udstillet i Galleri Marta fra den 4. marts til medio april.
Lotte skriver bla. i sin pressemeddelelse (uddrag):"At lave billedkunst er for mig et frirum - uden designmanualer og hellige køer. Alt er muligt, og jeg mikser gerne materialer og genrer.
Opskifter har jeg ingen af. Udover at jeg helt bevidst forsøger at lade være med at tænke alt for meget. Det er noget med at slå hjernen fra og lade kroppen tage over. Intuitivt. Jeg maler bare - dagsrester og indskydelser, der popper op. Minder mig selv om at ikke alt behøver at give mening, bare det føles godt og fungerer."
Det skal nok blive godt!

Tyskland og tatovering
Den 16. februar åbner vi en udstilling hos Skat i Haderslev af egne værker, for derefter at tage over grænsen om aftenen til Flensborg og introducere en udstilling af Verners elevers portrætter i Aktivitetshuset, Nørregade 49, Flensborg. Vi overnatter og ser os lidt omkring.

I Kolding har en frisk og dejlig dame, kendt i bylivet, fået sig en tatovering af Verners elefanter på den højre ankel til sin 70 års fødselsdag. Det synes vi er temmelig sejt.

LO-plakat og Café Oscar
For 3. gang i streg har vi designet årets 1. maj plakat til LO i Kolding. Denne gang er det et ren Lotte Overgaard Brems motiv, der komplementerer vort meget roste slogan "1. maj og dig". Ole Aakjær fra reklamebureauet Marginal har bla. sagt om det: "Sloganet er perfekt - fornemt at få poesi ind i fagbevægelsen - hvem havde forventet det?"
Den 25. februar kl. 16 åbner en udstilling af Verner Brems's malerier i Café Oscar, Mejlgade 49, 8000 Århus C. Til den lejlighed vil han fortælle om nogle af de udstillede malerier, der har været benyttet som illustrationer til tidskriftet Ret og Vrang. Verner vil desuden (hvis alt går vel) spille og synge et par sange (på opfordring). Alle er velkomne…
Til slut lige en opdatering på http://vernerbrems.dk/ med billeder af gamle amerikanske biler & andre flydere - samt billedlink til erotiske collager og malerier.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar