Our Wonderful Brownskin Man

Blondinen og saxofonisten, malerier af Verner Brems

Hvordan situationsmalerier interagere
"Kerry James Marshall bruger sin identitet, som sort kunstner, til at lave sort kunst. Hans strategi er at producere billeder, der har sorte mennesker og sort kultur som det centrale motiv, for "hvis sorte ikke er visuelt tilstede i kunsten, så er de ikke tilstede i samfundet". Det slog mig, at jeg ubevidst, for snart 20 år siden (som tiden dog går), må ha' lagt mærke til et Kerry James Marshall maleri, der hang som et scenografisk element i en Cosby episode i TV. Jeg syntes det så "grafisk godt ud", og blev inspireret til min egen serie af sorte mennesker i billedkunsten uden at vide mere om Kerry James Marshall indtil først nu. Det blev til min egen danske tilgang. Det er pudsigt hvordan tingene finder hinanden, i det her tilfælde ubevidst. Jeg kaldte min serie for Our wonderful Brownskin Man, og her vises nogle af dem for første gang" Verner Brems
"Blondinen: Hun er gået på café og får en kop kaffe. Den er sort- som en neger, som saxofonisten - sort og alvorlig - med lange slanke fingre på de lysende tangenter og brede fugtige læber. Han har sat sig bag hende og tændt en smøg. Hun kan mærke ham - fornemmer hans små bevægelse, hans rytme og melankoli. Selv på afstand med ryggen til. De fylder luften godt ud - ham og hans smøg.
Hun finder selv en cigaret i tasken og øver sin replik. ”Ømmh, er du her fra byen?” Eller ”Sikke’n koncert. Stor oplevelse” Nej, det holder ikke. ”Er du kendt i byen, kærlighedsstien ligger vist lige her i nærheden. .” Nej slet ikke. Måske skulle hun ikke sige noget - ja rigtigt, hun vender sig om. Betragter ham. Læner sig langsomt og sensuelt over mod ham med den utændte smøg placeret mellem sine lange fingre lidt ud fra hendes smalle læber. Hun slipper ham ikke med øjnene, løfter øjenbrynet og sætter tungespidsen let mod overlæben - ja, ligesom på film. smiler måske lidt - ikke for meget. Ømh, hun rømmer sig og bliver forskrækket, da hendes egen røst bryder stilheden. Hun roder lidt op i håret. ”Har du ild”"
"Saxofonisten: Han har spillet på sin sax, gjort sit job, er tændt men træt. Ofte er det tomhed han føler efter en vellykket koncert, ”når lysene slukkes, er du alene”, er en linie fra en gammel sang, der ofte rammer ham. Men i aften er det anderledes. Han har roen i sit blod, da han entrer caféen, og finder sig et bord med to stole.
Caféen er fyldt med hurtigt-talende mennesker. Alligevel er det kun hende, han lægger mærke til. Hun er så lys, skandinavisk look, hendes blonde hår skinner i lokalet - men mest fordi hun ser på ham og smiler - nærmest insisterede. Hendes udstråling fortæller ham, at hun er den, hun er, ingen attituder, - ren og skær sig selv.
Hun fisker en smøg frem. Næsten simultant med ham, lænende frem over bordpladen blæser hun en usynlig røg i retning af hans plads, og fanger hans øjne med en alvorlig mine. Hun har en flot afrikanerrøv, tænker han betaget i det lille øjeblik, han rejser sig, og roligt skridter mod hendes bord, hvor en enlig stol byder sig til. ”Har du ild” spørger hun og vifter cigaretten mod ham"

Our Wonderful Brownskin Man, relieffer af Verner Brems